Adelskvinden Marie Grubbe valgte kærligheden 

og et simpelt liv 

 

Marie Grubbes liv og skæbne er for os i dag en kærlighedshistorie på tværs af klasse, og som i tidernes løb har fascineret mange mennesker. Klassiske danske forfattere som Ludvig Holberg, St. St. Blicher, H.C. Andersen og 

J. P. Jacobsen har skrevet værker om det. Også forfattere i nyere tid finder stadig historien fascinerende at skrive om, bl.a. Ulla Ryum, Juliane Preisler og Lone Hørslev. 

I hendes sidste tid  i “Borrehuset”  fik den nu enlige 70-årige Marie Grubbe besøg af den unge Ludvig Holberg, som rejste væk fra pesten i København. I deres følgende samtaler berettede hun for ham om sin fantastiske skæbne, og betroede ham, at hun, trods jordisk armod og fornedrelse, har levet et lykkeligt liv, som hun ikke ville gøre om.

 

 

 

Marie Grubbe (1644-1717) levede nogle af sine sidste år her på Nordøst Falster 

 


Kør ud og se stedet, hvor hun levede sammen med Søren i  “Borrehuset” , som kun er 7 kilometers køretur fra Stubbekøbing. Du kører gennem smukke landskaber indtil du når til mindestenen, som ligger lige ud til vejen. Af Borrehuset er bl.a. nu kun grundsten tilbage, som beskyttes under jord og græs. Går du ca. 20 meter ud til vandet, ser du sundet hvor Søren og Marie sejlede færge over til Møn. Og tager du madpakken med, kan du sidde her og opleve  “det historiske vingesus”  i Falsters smukke natur. 

Kører du længere hen ad vejen kommer du til det gamle færgested.
Det du ser nu, er dog af nyere dato.