Stubbekøbing Kirke. Copyright Bjørn Nielsen

 

 

Stubbekøbing kirke

Købstadens store smukke kirke, bygget i middelalderen, er et besøg værd
 

Kirken blev opført efter det store vendiske angreb på Falster i 1158. Kirkebyggeriet menes påbegyndt i ca. 1160 og var muligvis viet til Sankt Anna i middelalderen.  Den er bygget i basilikaform med midterskib og to sideskibe. Desværre præget af en hård ombygning og istandsættelse i 1881.
 

Kirken er det eneste historiske bevis på byens middelalderlige storhed, og med sin beliggenhed på stubbens højeste sted, blev den et centralt samlingspunkt igennem historien. Under kirkens restaurering i 1882, fandt man rester af en tidligere mindre kirke under det nuværende gulv i kirkeskibet. Kulturlaget på torvet og omkring kirken er kun ca. 30 cm, hvilket passer med kirkeskibets gulvniveau, der ligger to trin under pladsen foran hovedindgangen. Gulvet i skibet ligger stadig i 1100-tals niveau.
 

Midterskibet er fladloftet, mens sideskibene er hvælvede. Tårnet og nordkapellerne er opført i sengotisk tid af munkesten, antagelig i anden halvdel af 1400-tallet. Skibets nordkapel anses for et fornemt eksempel på tidens byggekunst, det er opført af munkesten med bælter af kridtsten.
Tårnets overdel er blevet ombygget flere gange.

 

 



 

 

 

 

I slutningen af 1800-tallet var kirken så forfalden, at man overvejede at nedrive den, men i 1881 besluttede man at lade den hovedrestaurere ved H. B. Storck og V. Ahlmann. Ved restaureringen fandt man en del kalkmalerier. Nogle af de afdækkede kalkmalerier blev flyttet til den nuværende position og kraftigt opmalet. 

I korets hvælv fandt man enkle dekorationer fra 1300-tallet.

Kirken blev genrestaureret i 1990-95.

 

 

 

 

Kirken er en del af Kirkeruten, som du kan læse mere om på: 

www.kirkeruten.dk

 

Foruden gudstjenesterne, arrangerer kirken også koncerter, korsang og filmfremvisning m.m.  Læs om det på :  

www.stubbekoebing-maglebraende.dk

Stubbekøbing Kirke. Foto copyright Dorte Krøll
Stubbekøbing Kirke. Copyright Bjørn Nielsen og Dorte Krøll